Psyko-edukation om ADHD
Psykoedukation handler om at forstå sin egen ADHD – hvad der sker i hjernen, hvordan symptomerne viser sig i hverdagen, og hvilke strategier der kan hjælpe til at få mere ro, struktur og balance i livet.
Når man forstår sine mønstre og reaktioner, bliver det lettere at handle bevidst i stedet for at føle sig styret af impuls eller kaos.
Hvad er symptomerne på ADHD/ ADD hos voksne?
Når tankerne løber i mange retninger
Mange med ADHD oplever, at tankerne springer hurtigt, og at fokus let forsvinder – også når der egentlig ikke er nogen tydelig distraktion.
Det kan føles, som om hjernen hele tiden søger noget nyt. Man:
-
begynder på opgaver, men mister hurtigt fokus
-
bliver nemt afledt
-
har svært ved at færdiggøre ting, både privat og på arbejdet
-
oplever, at tankerne peger i mange retninger på én gang
Når struktur og hverdag bliver en udfordring
Hverdagsopgaver kan virke uoverskuelige, selv når man ved præcis, hvad der skal gøres.
Man kan have svært ved at:
-
besvare opkald og beskeder
-
betale regninger og overholde aftaler
-
holde styr på sine ting og arbejdsredskaber
-
skabe orden i omgivelser og kalender
For mange er det let at genkende sig selv i sætningen:
“Jeg er glad for struktur – men jeg har svært ved selv at skabe den.”
Rastløshed og energi i bølger
ADHD handler ikke kun om koncentration. Mange beskriver en følelse af indre uro eller fysisk rastløshed.
Det kan være svært at sidde stille til møder, på restaurant eller i biografen.
Andre mærker, at energien svinger voldsomt – enten fuld fart frem eller ingen energi overhovedet.
Omgivelserne kan opleve personen som hurtig, intens eller svær at følge med.
Man kan komme til at afbryde samtaler, tale før man tænker, eller handle impulsivt – uden at det er hensigten.
Tidsfornemmelse og planlægning
Mange med ADHD er tidsoptimister.
Man undervurderer, hvor lang tid ting tager, og får derfor svært ved at nå deadlines – eller har brug for meget stramme tidsfrister for at komme i mål.
Tidsstyring og planlægning er derfor et centralt tema i psykoedukation:
at lære strategier til at prioritere, planlægge og holde pauser uden at miste overblikket.